Æresmedlem udnævnt

Ingrid Sand Simonsen er udnævnt til æresmedlem af ClubSyd, TV SYDs støtteforening.

Foto: ClubSyd

Foto: ClubSyd

1 af 2

- Det havde jeg slet ikke regnet med, sagde en overrasket Ingrid Sand Simonsen. 

På et repræsentantskabsmøde den 23. maj blev hun nemlig udnævnt til æresmedlem af ClubSyd, TV SYDs støtteforening, som en tak for hendes store indsats for TV SYD gennem årene.

Næstformand Jørgen Finn Jensen overrakte hende et æresbevis og en buket blomster ledsaget af disse ord:

- Det er en stor ære at få lov til at overrække dig et æresbevis på vegne af  TV SYDs støtteforening, ClubSyd. Ingen har mere end du fortjent et æresbevis for det store arbejde, du har lagt i støtteforeningen, som du har været medlem af helt fra starten.

- Ingrid var bl.a. som kasserer med til at opspare en formue på 9 mio. kr., som blev doneret til TVSYDs nye mediehus tilbage i 2013, kunne Jørgen Finn Jensen berette for deltagerne på repræsentantskabsmødet.

- Der blev også 450.000 kr. til kantinemøbler, og du insisterede på, at indflyttergaven skulle være et klaver, hvilket også blev indkøbt og flittigt brugt af dig selv i forbindelse med arrangementer. ClubSyd ønsker dig lykke og helse fremover, sluttede Jørgen Finn Jensen sin tale.

Efterfølgende takkede Ingrid Sand Simonsen for æresbeviset.