Søren Vesterby takkede af

1 af 2

Efter 40 år foran og bag tv-skærmen har Søren Vesterby besluttet sig for at nyde sit otium. I efteråret 2021 havde han sidste dag i nyhedsstudiet, og i den anledning har ClubSyd stillet ham et par spørgsmål.

 

Hvilken nyhed på TV SYD har gjort allermest indtryk på dig som nyhedsvært?

– Hvis jeg må fremhæve to nyheder, som stikker ud i min erindring fra 40 år i branchen, så var det en milepæl, da politikerne sidste år endelig tog ansvar og afsatte millioner til at begynde at rydde op i de såkaldte generationsforureninger blandt andet ved Grindsted og Kjærgaard Plantage. De forureninger snakkede de allerede om, dengang jeg begyndte som journalist i 1981. Nu er der, endelig, handling.

– Den anden er en nyhed fra 1997. Sammen med nordtyskerne formaliserede nu afdøde amtsborgmester Kresten Philipsen det grænseoverskridende samarbejde, da de dannede Region Sønderjylland-Schleswig. Opfattelser af dem på den anden side af grænsen er ofte baseret på erfaringer, der ligger årtier tilbage, men her var nogen, der turde se fremad. Tænk sig, hvis det dansk-tyske grænseområde igen kan blive et kraftcenter i sin egen ret, som det var engang, i stedet for som i dag, hvor det er to yderområder i hvert sit land.

 

Har du planer for dit otium, f.eks. at skrive en roman?

– Planer? Well, jeg skal i skole. Jeg planlægger at tage en HF i spansk. Jeg er vild med sprog, og det holder et hoved i gang. Og så er jeg på vej ind i et sangkor. Sang med andre mennesker holder sindet let. Og så glæder jeg mig til, at min datter næste år flytter hjem fra USA sammen med sin mand og lille datter, Molly. Hende skal jeg tegne streger i sandet med.

– Hvad ellers? Jo, da en af mine venner for et par år siden var gået på pension, spurgte jeg:

– Nå Jens, hvordan er det så?

– Åh, svarede han, kan du huske dengang, vi gik i korte bukser, og ingen vidste, hvor du var henne? Du skulle bare være hjemme og spise klokken seks. Sådan er det, sagde han.

– Nu går jeg ind og tager mine korte bukser på. Kan I have det godt. Og tak.

Se Søren Vesterbys sidste 19.30-udsendelse på TV SYD.

 

DET SIGER ANDRE I BRANCHEN OM SØREN VESTERBY

Gammeldags i ordets bedste forstand

– Jeg er vokset op med TV SYD, hvilket vil sige, at jeg er vokset op med Søren Vesterby. Og jeg har altid set op til Søren Vesterby. Han blev på et tidligt tidspunkt mit billede på, hvad en dygtig vært var. Det er han
stadig.

– Søren er gammeldags i ordets bedste forstand. Vi lever i en tid, hvor alle famler for at finde nye og anderledes måder at fortælle historier på. Det kan Søren også sagtens. Men god journalistik er ikke ny
og fancy. Det er grundighed, nysgerrighed, indignation, en veludviklet næse for bragesnak og en stor viden om og kærlighed til det område, man beskæftiger sig med. Det er Søren garant for. Og som min kone siger: “Så skader det jo ikke, at han er en meget pæn mand”.

Anders Køpke Christensen,
nyhedsvært, TV SYD

 

Der står et billede af Søren på mit bord

– Søren Vesterby var den første studievært, som jeg mødte professionelt. Jeg var dengang 27 år og blev hentet ind som hans afløser, da han gik på orlov fra sit job i DR Nyheder som vært for 19Direkte, der dengang sendtes fra Århus.

– Jeg havde ikke været i DR Århus mange minutter, før Søren tog mig med ud at gå en lille tur. ”Du skal lære, at det du skal, det er at peake, når udsendelsen begynder. Du bliver målt alene på, hvor god formen er, når jinglen lyder”.

Hvad jeg i begyndelsen syntes lød mageligt, og tilmed sagt af en mand, der i arbejdstiden ikke gik af vejen for
en god cigar, blev senere hen en vigtig ledesnor for mig.

– I dag har jeg faktisk et billede af Søren stående på mit bord på Aftenshowets redaktion i København, taget i Århus dengang vi sendte derfra. Billedet skal minde mig om at bevare overblikket, tage den så tilpas meget med ro, at man kan fokusere og mærke historierne på dagen – og så, at toppe på dagen, når jinglen til programmet lyder – og så forresten, at cigarer hørte den tid til.

Kristian Ring-Hansen Holt, studievært,
DR-Aftenshowet.