ClubSyd støtter serien "Krummer i familien"

Ny tv-serie i otte afsnit fortæller om generationsskifte i en lille familievirksomhed. ClubSyd har med 375.000 kr. støttet produktionen af serien, der vises på TV SYD fra 30. januar 2022.

Foto: TV SYD

Foto: TV SYD

Foto: TV SYD

1 af 3

I 2023 kan ”Nyemans Bageri” i Aabenraa fejre 100-års jubilæum i familien Nyemans eje. Men det kommer kun til at ske, hvis de nuværende ejere kan overdrage bageriet til næste generation. 

 

Tiden rinder ud for bagermesteren

Sammen med hustruen Lene driver bagermester Iver Hansen ”Nyemans Bageri” i Aabenraa. Det har de gjort siden 1996, hvor de overtog bageriet efter Lenes forældre. Men Iver Hansen er lige fyldt 62 år, og tiden som bagermester er ved at rinde ud. Nu er spørgsmålet, om datteren Nanna og svigersønnen Jens er klar til at overtage familiebageriet – Lene og Ivers livsværk.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville være bagermester, fortæller Iver Hansen i seriens første afsnit, hvor han også kalder sig selv for en rigtig bager, fordi alt i bageriet laves fra bunden.

Familien betyder alt

Nu er tiden kommet til at overveje et salg eller generationsskifte.

– Det betyder meget for mig, at bageriet bliver i familien, men de unge mennesker har svært ved at beslutte sig, siger Iver Hansen, og de skal begge to være klar, for Jens kan ikke køre det uden Nanna.
Omvendt vil svigersønnen Jens Nyeman Grønnebæk gerne have tid til at tænke sig om:
– Det er en svær proces. Én ting er at kunne tænke sig at overtage, men vi skal jo også kunne drive det. Når Iver tager en beslutning, gør han det. Jeg kunne godt tænke mig, at vi tager det mere hen ad vejen.

 

Hverdagen i et bageri

”Krummer i familien” er en varm serie om hverdagen i en lille virksomhed, hvor der knokles, men også er tid til en frisk bemærkning. Det er også fortællingen om en familie, der i fire generationer har haft bageriet som levebrød i ordets bogstavelige forstand. Og er kommet gennem krisen, når en stor konkurrent har gjort sit indtog på markedet.

 

ClubSyd støtter serien med 375.000 kr.

Tilbage i 2021 fik ClubSyds bestyrelse en ansøgning fra TV SYD om økonomisk støtte til en kommende serie om generationsskifte i et lille familiedrevet bageri.

– I bestyrelse var der bred opbakning til at støtte denne serie, fortæller foreningens formand, Bente Graae.

– Det er en fortælling, der appellerer til rigtig mange af vores medlemmer, og vi tror, at det bliver en populær søndagsserie.

ClubSyd bidrager til produktionen med 375.000 kr.

 

TV SYDs direktør er også tilfreds

På TV SYD er direktør Betina Bendix også yderst tilfreds med den nye serie:

– Vi ved, at TV SYDs seere gerne vil følge dagligdagen på en arbejdsplads. I serien ”Krummer i familien” får man et indblik i arbejdsdagen i et bageri, og samtidig kan vi fortælle om den lille virksomheds udfordringer i forbindelse med et generationsskifte.

 

Fakta

• “Krummer i familien” har tv-premiere på TV SYD søndag 30. januar 2022 kl. 19.30.
•  Alle otte afsnit kan løbende streames gratis på TV SYD PLAY.